At fotografere med løs hånd

Hvor meget jeg end holder af at fotografere i serier eller sågar større projekter, så er risikoen, at selvdisciplinen og det stramme fokus kommer på tværs af det spontane og hurtige fotografi.

Jeg ønsker at give plads til begge dele og tillade mig selv de hurtige registreringer, hvor hjertet får lov at trumfe hjernen i sekunderne før optagelsen.

I et forsøg på at fremme denne spontanitet har jeg monteret en Holga-optik på mit Canon-kamera.

Med fast brændvidde, fast blænde 8 og et deraf nærmest ubrugeligt,  mørkt søgervindue er der ikke meget teknik tilbage at bekymre sig om i optageprocessen.

Platik-optikkens begrænsede skarphed tvinger mig til at vurdere billedets succes på andre præmisser end, hvorvidt skarpheden ligger, hvor den skal.

En sidste ubestridt fordel over mit klassiske Holga-kamera, er at det ikke koster 7-8 kroner at trykke på udløseren, hvilket også er befordrende for spontaniteten. :)

Gud velsigne Auto Color

Jeg troede, alt der hed noget med Auto i Photoshop ville være et no-go, hvis jeg gerne selv ville have kontrol over processen.

Men denne tutorial (fra 2002!) har ovebevist mig om, at Auto Color er en brugbar funktion i Photoshop, der trods sit navn kan give mig den ønskede grad af kontrol på en let og intuitiv måde.

Endelig har jeg dermed et workflow omkring scanning af film, som synes skudsikkert, tidsbesparende og rørende enkelt:

1. Det rå scan i VueScan

Ren datahøst!

Det er nemt at optimere alle tre RGB-kanaler forud for scanningen vha. histogrammet i VueScans preview.

På dette trin kan jeg se helt bort fra, om farver og kontrast er, som jeg ønsker det til sidst.

2. Justering af farver

Her kommer Auto Color i spil. Via den fine kontrol beskrevet i ovenstående tutorial, kan jeg præcist og intuitivt styre:

  • Det dynamiske omfang: Bevaring af højlys og detaljer i skyggeområderne
  • Hvidbalancen/farvetemperaturen: Ved at vælge en grå tone med pipetten får jeg de farver, filmen er født med.

3. Justering af kontrast

Et velkendt Curves-lag giver mig mulighed for præcist at styre forløbet fra mørkt til lyst.

Det er det hele! :)

Havde jeg bare vidst det tilbage i 2002… ;)

Sker der noget?

En ny overvejelse, der er ved at finde vej ind i min tankestrøm, før jeg tager et billede, er:

Sker der noget i dette billede?

Hvis svaret er nej, spørger jeg mig selv:

Kunne der ske noget i dette billede?

Det lyder banalt, og det kan overraske mig selv, at det har taget årevis, før denne overvejelse for alvor er kommet i spil.

Med mindre der er tale om abstrakte motiver, hvor æstetikken er det bærende i et billede, tror jeg, at det som beskuer er nemmere at synes om billeder,  der illustrerer en hvilken som helst handling frem for et statisk billede uden handling, som eksempelvis dette:

Kan man ligefrem være firkantet og påstå, at der er en proportionel sammenhæng mellem mængden af tanker, beskueren gør sig og tilfredsstillelsen ved den oplevelse, billedet giver?

I dette eksempel kunne beskueren om det nederste billede tænke:

  • Uhm, kokostoppe…!
Om det øverste billede, kunne beskueren tænke:
  • Uhm, kokostoppe…!
  • Hov, der er en hånd, der snupper én.

Noget siger mig, at dette ekstra lag, altså handlingen, fængsler blikket et splitsekund længere og dermed giver beskueren en rigere oplevelse.

Når jeg gennemser mine billeder gennem årene, er der mange, der vil have nydt godt af et handlings-element, så også derfor vil jeg have det med i mine overvejelser fremover. :)

Forår på stranden

Dato:
21. april 2011

Formål med øvelsen:
At få spontaniteten og uforudsigeligheden sat i højsædet ved at tage mit fine trækamera i brug for første gang i over et år.

Valg af udstyr:

  • Kamera: Zero Image 2000 (6×6 pinhole)
  • Film: Ilford Pan 400
  • Postwork: NIK Silver EFEX Pro 2
Lært undervejs:

  • Glæden ved at skabe billeder med en lille trækasse er stor!
  • At læne sig op ad en lysmåling fra min eksterne lysmåler giver fine eksponeringer.
  • Pinholefotografering behøver ikke betyde la-a-ange eksponeringer: Disse har fået et halvt til et helt sekund.
  • Kameraet lægger op til at slippe kontrollen og lade tilfældet råde.

Forår på stranden II:
Jeg tror, jeg ville tage samme kamera med en anden gang. De teknisk mere akkurate billeder fra kameraer med regulær optik tilskynder ikke til leg og eksperimenter i samme grad som en kasse med et lille hul i. Det kræver i hvert fald en tillært fralæggelse af kontrol.

Scanning i VueScan


Illustration: New Kodak Portra 400 (mellemformat) scannet i min flatbed scanner.

At scanne film har langt hen ad vejen været præget af for meget gætværk og for lidt konsistens for mit vedkommende.

Men nu har jeg endelig lært at tage styringen, når det handler om:

  • At høste flest mulige data fra negativet under scanningen
  • At korrigere farverne i det rå scan

Jeg bruger følgende:

Mine to heureka-oplevelser:

  • Histogrammet i VueScan, der sikrer optimal datahøst i første hug: Lær hvordan
  • Curves Eyedropper i Photoshop, der definerer sort, gråt og hvidt: Bliv klogere

At se det rå scan komme til live uden farvestik er en stor lettelse efter at have scannet på lykke og fromme i årevis.

Og endelig giver det mig en vished om, at det faktisk gør en forskel, hvilken type film, jeg vælger at sætte i kameraet, frem for at hver emulsions særlige karakteristika udviskes af et lemfældigt workflow.

Dagen før deadline

Appelsin-projektet lakker mod enden!

De seneste mange ugers tavshed her på bloggen skyldes heldigvis, at jeg har været tralvt optaget af at fotografere appelsiner.

38 af 40 billeder er klar og bogen er så godt som færdiglayoutet i programmet fra BobBooks, der skal trykke bogen.

Planen er at publicere hele molevitten her på bloggen, når bogen er i hus.

Det har været en lærerig proces, og jeg regner også med at dele mine tanker herom efter endt projekt. :)

Om og om igen

Vejen til et tilfredsstillende resultat kan være lang og snørklet.

Det var i hvert fald tilfældet med mit seneste billede til appelsin-bogen.

Min grundlæggende idé var først baseret på at gennemlyse appelsinskiver med flash.

Et gennemsigtigt glasbord havde været optimalt, men i mangel af bedre fik jeg anbragt skiverne på en rist beklædt med bagepapir mellem to stole, så jeg kunne anbringe en flash nedenunder.

Resultatet blev det første billede ovenfor, men min umiddelbare tilfredshed med, at lyslægningen havde fungeret, blev afløst af min indre kritiske stemme:

  • De diagonale striber trækker ned!
  • Skiverne er sjusket og kedeligt anbragt i billedet!
  • Der der da alt for meget blus på flashen!
  • De røde, gule og orange farver er ikke så sexede, alligevel…

– Kan det fixes i Photoshop?

Billede nummer to er resultatet af ti minutters Photoshop, hvor jeg forsøgte at komme ovenstående kritikpunkter uden at lette måsen og gøre selve optagelsen om.

Jeg satte billedet ind i bogen og gik i seng med en nagende fornemmelse af, at det ikke var et billede, jeg ville være tilfreds med, når jeg en skønne dag står med bogen i hånden og skal leve med det i årevis fremover.

Tilbage til tegnebordet

Næste dag indså jeg, at jeg var gået i den velkendte fælde at tro succesen var reddet, fordi teknikken var lykkedes nogenlunde.

Men kompositionen haltede, og idéen med de blå toner var jo også bare en lemfældig oplevelse af, at hey, det ser da meget fedt ud…

En ny appelsin blev snittet i skiver og dernæst i halvmåner i jagten et mere interessant design.

Bagepapiret blev gjort fast med tape på stolene, og striberne fra risten var med ét ude af billedet.

Det umiddelbare resultat ses i billede nummer tre.

Endelig!

Farverne var min afgjort største anke, da jeg håbefuldt satte billede tre ind i bogen. De er for tæt på det naturlige uden alligevel at være det, og de gengiver bare appelsinen som uappetitlig.

At konvertere til sort/hvid bragte til gengæld fint frugtkødets struktur frem, og gav et udtryk, der fik mig til at tænke på røntgenbilleder.

Så indtil videre er det denne version, der kandiderer til at komme med i den endelige appelsin-bog. :)

Dagens lektie

Det vigtigste, jeg har lært af denne oplevelse er:

  • Uden en klar idé om bærende komposition/kontrast/koncept har jeg nemt ved at forfalde til at tro, at billedet er vellykket fordi en ny og uprøvet teknik er lykkes.
  • Det føles ikke som en succes at rette op på et sløjt billede i Photoshop.
  • At have en trykt bog som det endelige output gør, at jeg gerne vil føle, at slutresultatet er omtrent det bedste, jeg kan få ud af den enkelte idé.