To-tredjedelskrisen

Den er sikker hver gang; To tredjedele inde i en rulle film når jeg et dødt punkt.

På det tidspunkt har jeg skummet fløden og fået nogle af de mest oplagte motiver i hus.

Men resten af rullen skal jo også eksponeres, før jeg får mine billeder at se, og det giver anledning til en af tre forskellige reaktioner:

1) Øget skødesløshed: Dette kan give mere spontane resultater, der overrasker mig selv positivt. Omvendt kan det også meget vel resultere i noget sjusket makværk.

2) Utraditionelle virkemidler: I bedste fald kommer der noget godt ud af bevidst at bryde de vante vaner og vælge en utraditionel vinkel, beskæring, fokusering, eksponering eller filtrering. I værste fald bliver resultatet forceret og studentikost.

3) Skærpet billedsyn: Her handler det om ikke at se mig sur på mit ufærdige fotografiske forehavende. I stedet ligger der en mental manøvre i at sige til mig selv:

“Okay, nu har du plukket de lavthængende frugter. Bevis nu over for dig selv, at du har øjnene med dig og kan se de motiver, der ikke ligefrem springer alle og enhver i øjnene.”

Min reaktion varierer fra gang til gang, men mine voksende arkiver af filmstrimler taler deres klare sprog:

Det er ofte sidst på rullen, at jeg finder de mest vellykkede fotografier.

Og de mest håbløse fejlskud… :)

Reklamer