Posts Tagged ‘35mm’

Ord i billedet

Dato:

29. oktober – 13. november 2010

Formål med øvelsen

At høste mine første erfaringer med bevidste dobbelteksponeringer.

At lade tilfældet råde og skabe en sammenhæng mellem ord og billede, jeg ikke selv ville være kommet på.

Forarbejdet

Jeg skulle bruge 36 tilfældige ord printet ud på hver deres A4-ark.

Min første indskydelse var at finde på 36 engelske profane ord. Men det var alligevel en tand for ungt… ;)

Så hellere holde mig til det danske sprog og gå efter ord med positiv eller negativ ladning.

Jeg spurgte min kone: “Har vi en ordbog?!”

Hun svarede: “Hvad med bare at tage en avis?”

Så sådan gik det til, at jeg skimmede et par artikler i Weekendavisen, indtil jeg havde høstet mine 36 ord.

Ordene blev systematisk lagt ind i et langt Word-dokument; De 9 første sider med ordet placeret øverst, de næste 9 i bunden, 9 til højre og 9 til venstre. Det ville give mig en variation i billedkompositionerne og en fair chance for at vide, hvor ordet ville være placeret i billedfeltet, når motiverne skulle udvælges.

Valg af udstyr

Kamera og objektiv: Canon FTb + Canon FD 50mm f/1.4

Film: Rossmann 400 ASA farvenegativ med 36 eksponeringer

Mit snart 40 år gamle manuelle Canon-kamera med lysstærk standardoptik gav en fin fleksibilitet i forhold til de motiver, jeg fandt egnede til projektet.

Jeg havde egentlig regnet med at skifte til moderat vidvinkel og portræt-tele undervejs, men kom aldrig i bekneb med 50mm.

Filmen er købt for €1.75 i et supermarked i Berlin. Jeg har prøvet den før, og ville gerne trække på dens knap så strenge krav til eksakt eksponering, da det viste sig at være lidt af et regnestykke at komme frem til den valgte eksponering.

Beregning af eksponering

Allerførst regnede jeg bare med at skulle eksponere hvert billede to gange og bilde kameraet ind, at det var en dobbelt så lysfølsom film, altså 800 ASA.

Men i bogen Photography For The Joy Of It læste jeg, at jeg skulle undereksponere hver halvdel af eksponeringen med 1/3 blændetrin for at værne om højlysene.

Og hos Shutterbug.com læste jeg, at jeg med fordel kunne lade den ene eksponering træde klarere frem end den anden.

Efter flere forgæves forsøg med regnemaskinen, nåede jeg frem til at eksponere:

  • ordene ved 1250 ASA
  • selve motivet ved 640 ASA

Altså har jeg givet selve motivet højeste prioritet og samtidig forsøgt at værne om højlysene.

Min håndholdte lysmåler var flittigt i brug for at opnå præcis den ønskede eksponering hver gang.

Runde 1: Ordene

Efter at min søde kone havde printet de 36 A4-sider, holdt jeg dem op foran kameraet ét efter ét og skød dem på blænde 4,0 med kameraet monteret på stativ og med trådudløser for en god ordens skyld.

Jeg bed mærke i, hvilket hul i filmstrimlen, jeg havde ladet tandhjulet i kamerahuset gribe fat om i håbet om, at kunne skabe et præcist overlap, når jeg skulle lægge filmen tilbae i kameraet til runde 2.

Runde 2: Hovedmotiverne

Mit overordnede ønske har været at placere ordet på en nogenlunde ren “flade”, hvor det ville være let at læse.

Jeg opdagede hurtigt det fascinerende i, at bogstaverne kunne fylde både en hel væg og et mere begrænset areal i det samlede billede.

Lige så hurtigt fik jeg fornemmelsen af, at de bedst egnede motiver ville være noget, beskueren kunne forventes at have en mere eller mindre markant holdning til; En brandhane ville ikke nødvendigvis være en oplagt partner til et positivt eller negativt ladet ord.

I min iver for at se, om teknikken overhovedet ville lykkes, har jeg dog været mindre selektiv, hvad tankevækkende motiver angår.

Jeg undlod dog at tage 36 graffiti-agtige fotografier, hvor ordet bare stod plastret hen over byens mure. Det ville trods alt være at hoppe over, hvor gærdet er lavest.

Lært undervejs

Forventningens glæde kan de ikke tage fra mig! ;)

Men at se, hvor relativt ringe overlap, der var mellem første og anden eksponering på en del af billederne, var lidt af en skuffelse.

Jeg ved ikke umiddelbart, hvorfor forskydningen er opstået. Næste gang må jeg bruge et moderne kamera, der automatisk spoler filmen frem og tilbage. Måske det giver den fornødne præcision.

Kun 2/3 af rullen resulterede i billeder, der ikke var decideret mislykkede.

Blandt dem er der heldigvis gode eksempler på, hvordan ord og billede supplerer hinanden, når man som beskuer uvilkårligt forsøger at forbinde de to.

De halve ord hist og her vælger jeg at se som en gave, da de får fantasien yderligere på arbejde. Ikke mindst i billedet af guleroden. :)

Ord i billedet II

Når først overlapningsproblemet er løst, kunne det være sjovt at finde et strammere tema for ord og/eller billeder.

Ordene kunne eksempelvis være:

  • Romantiske ord
  • Kun spørgsmål
  • Præcis det samme ord
  • Velkendte slogans
  • Talebobler

Mens motiverne eksempelvis kunne være:

  • Ansigter
  • Den samme bygning
  • Madvarer

Jeg vil holde mig til negativfilm, da jeg havde brug for denne filmtypes fleksibilitet i forhold til korrekt eksponering.

En cirkel i en firkant

Dato:

30. august – 17. september 2010

Formål med øvelsen

Frem for alt har dette været en øvelse i at fokusere blikket på genstandes geometriske former.

Normalt kategoriserer min hjerne objekter ud fra deres funktion; En iPod kan spille musik, et vejskilt informerer om trafikreglerne og et hjul får en cykel til at køre.

Men med kameraet om halsen oplevede jeg, hvordan både iPod’en, vejskiltet og cykelhjulet foran vinduet blev reduceret til en cirkel i en firkant.

Fotografiet som skitse

At tillade mig selv at arbejde med det enkelte foto som en hurtig skitse har været befriende.

At slippe ambitionen om, at hvert billede potentielt skal være værdigt til et print har været en lettelse.

At gøre brug af den automatiske “P”-indstilling for at lægge al min energi i at bruge øjnene har været nyt for mig.

At tillade lukkertider, der tydeligvis ville resultere i slørede billeder har jo været decideret grænseoverskridende!

Valg af udstyr

Kamera og objektiv: Canon EOS 500 + Canon EF 28-105mm f/3.5-4.5 USM

Film: Ilford Delta 400 med 36 billeder

Jeg valgte dette helt simple spejlreflekskamera på grund af dets hæderlige lysmåler, diskrete størrelse og faste fokuspunkt.

Sammen med en relativt kompakt all-round zoom med beskeden lysstyrke var det et kamera, jeg ikke havde nogen betænkeligheder ved at tage med i det daglige.

Det var også så tæt på point & shoot tilgangen, jeg kunne komme uden at opgive muligheden for at ændre brændvidde.

En klar fordel har været, at det ligner de fleste digitale spejlreflekskameraer, som turister og andre fotografer i gadebilledet går rundt med. Så jeg oplevede ingen hævede øjenbryn.

Temaet en cirkel i en firkant var åbent nok til at jeg havde mod på 36 billeder, og sidste halvdel af rullen blev også eksponeret på en enkelt produktiv dag.

Og endelig valgte jeg en sort/hvid film fordi farver ikke spillede nogen rolle for motiverne.

Lært undervejs

Det er en luksus og et privilegium at kunne bruge øjnene udelukkende til at se potentielle motiver; Ingen små børn at holde øje med. Ingen trafik at navigere i. Ingen computerskærm at stirre sig blind på.

Øvelsen har været mit første bevidste skridt væk fra at tage genstande for pålydende og i stedet fokusere på deres visuelle karakteristika.

At holde øje med bestemte geometriske former har været et særdeles brugbart filter for de mange synsindtryk, man hele tiden udsættes for.

Cirkler i firkanter er tilsyneladende i vid udstrækning menneskeskabte; En tur gennem skoven bød f.eks. ikke på et eneste billede.

At strække øvelsen over 36 billeder taget i løbet af  nogle uger er en god måde at fastholde fokus over tid og føles mere givtigt end bare at afsætte en time til at tage et par billeder ud fra samme tema.

At se billederne side om side her på bloggen minder mig om, hvordan billeder set i sammenhæng kan noget andet end det enkeltstående fotografi. Jeg påtænker ikke at få lavet et stort print af et eneste af disse billeder, men set i samlet flok giver de en god følelse af at have skabt noget, der er værd at kigge på.

I den lavpraktiske afdeling: Drop kamera-remmen! At tage kameraet op af tasken og lægge det tilbage igen gøres unødigt besværligt af en rem, der alligevel ikke er i brug.

Endelig lærte jeg undervejs, at det skal være okay at bruge filmen på enkelte billeder, der falder uden for temaet. Det er mere ærgerligt at gå glip af et potentielt godt billede, end det er at måtte nøjes med 32 billeder, der holder sig inden for det givne tema.

En cirkel i en firkant II

En mere krævende version af denne øvelse ville være at lægge sig fast på motiver, hvor cirklen og firkanten ikke er en del af samme objekt.

Der er enkelte billeder ovenfor, der opfylder dette krav, men i hovedparten af tilfældene er hænger de sammen som én genstand.