Posts Tagged ‘daglige rutiner’

Projekt: Daglige rutiner

Look for magic in the daily routine,

it’s all it takes to survive.

– The Folk Implosion: “One Part Lullaby”

 
Denne strofe er afsættet for mit nyeste fotografiske projekt.

I en hverdag med kone, barn, arbejde, indkøb, madlavning, rengøring og tøjvask er der unægteligt mange rutineprægede gøremål hver eneste dag.

Min plan er at fotografere disse daglige rutiner gentagne gange.

I bedste fald vil magien træde frem, og i værste fald får jeg synligt bevis for, hvor trivielt og forudsigeligt store dele af mit hverdagsliv er. :)

Rammer for projektet:

  • 25 situationer, der gentager sig hver hverdag
  • 5 billeder af hvert motiv taget på 5 forskellige dage
  • Færdigt produkt: En stor kvadratisk fotobog med ét motiv i 5 versioner pr. opslag

Valg af udstyr:

  • Hasselblad 201F
  • 12 ruller 400 ASA sort/hvid film

Jeg vil arbejde i mellemformat, da dette format i mine øjne har en vis evne til at højtideliggøre billederne.

Det får jeg brug for, når nu motiverne i deres udgangspunkt bliver så hverdagsagtige.

Motiverne er fastlagt efter en brainstorm og uden hensyntagen til farvernes rolle. Derfor bliver det i sort/hvid.

Alternativet til at skyde 400 ASA, som vil kunne pushes til 800 ASA, vil være at skyde 3200 ASA-film på 1000 ASA, som er den type films reelle lysfølsomhed.

Dokumentar eller opstillet virkelighed?

Projektet lægger sig umiddelbart op ad dokumentarfotografiets ærinde; At dokumentere begivenhederne, som de reelt udspiller sig.

En overvejelse, jeg givetvis kommer til at gøre mig om og om igen, bliver derfor, om jeg nu indretter virkeligheden, så den fremstår fotogen, eller om jeg bevarer min typiske adfærd, selv om det måske svækker billedets udtryk.

Her før start, hælder jeg mod ikke at omarrangere virkeligheden eller opfinde nye rutiner til lejligheden.

At gøre det trivielle interessant

En central udfordring bliver derfor at få gengivet trivielle rutinehandlinger på en fængende måde.

Mit ærinde er ikke at kede beskueren med monotone, dødssyge billeder, men heller ikke at bilde nogen ind, at min hverdag er enormt glamourøs og markant anderledes end så mange andres.

Mest håber jeg at sidde tilbage med en slags hyldest til hverdagens rutiner og måske en øget påskønnelse af, at det trods alt ikke er præcis det samme, der sker fra dag til dag, selv om det i perioder føles sådan.

Reklamer