Posts Tagged ‘det kreative liv’

At fotografere med løs hånd

Hvor meget jeg end holder af at fotografere i serier eller sågar større projekter, så er risikoen, at selvdisciplinen og det stramme fokus kommer på tværs af det spontane og hurtige fotografi.

Jeg ønsker at give plads til begge dele og tillade mig selv de hurtige registreringer, hvor hjertet får lov at trumfe hjernen i sekunderne før optagelsen.

I et forsøg på at fremme denne spontanitet har jeg monteret en Holga-optik på mit Canon-kamera.

Med fast brændvidde, fast blænde 8 og et deraf nærmest ubrugeligt,  mørkt søgervindue er der ikke meget teknik tilbage at bekymre sig om i optageprocessen.

Platik-optikkens begrænsede skarphed tvinger mig til at vurdere billedets succes på andre præmisser end, hvorvidt skarpheden ligger, hvor den skal.

En sidste ubestridt fordel over mit klassiske Holga-kamera, er at det ikke koster 7-8 kroner at trykke på udløseren, hvilket også er befordrende for spontaniteten. :)

Reklamer

Halvt fuldendt

En produktiv weekend lakker mod enden.

13 nye appelsinbilleder har jeg fået produceret til min kommende appelsin-bog.

Dermed er halvdelen af de 44 billeder, bogen kommer til at rumme, i hus.

Det har været en velsignelse at kunne dedikere to et halvt døgn fuldt og helt til fotografi, og det har været spændende og tilfredsstillende at se idéerne blive bragt til live.

Men nu tror jeg også, det blive frugtbart at lade hjernen summe i ro og mag over de nye idéer, der skal føre projektet i land.

Det kan være, at lidt god musik vil hjælpe inspirationen på vej. :)

Ni kilo appelsiner

Jeg er alene hjemme hele weekenden. Det er første gang i lang tid.

Så jeg har kickstartet en forhåbentlig produktiv weekend med at shoppe ni kilo appelsiner i Irma. :)

Jeg har produceret en håndfuld billeder til projektet henover eftermiddagen og aftenen og agter at klø på, så snart jeg er oppe igen.

Som fortravlet familiefar genkender jeg bedre end nogensinde et kreativt pusterum, når det pludselig byder sig, og nu skal det dæleme bare udnyttes! ;)

Dagens åbenbaring

På cykelturen hjem fra arbejde tænkte jeg på mit igangværende appelsin-projekt.

Med ét slog det mig, hvad jeg så godt kan lide ved projektet:

Det tvinger mig til at tænke over, hvordan jeg skal fotografere og ikke hvad jeg skal fotografere! :)

Ved at have lagt mig fast på, at appelsiner skal udgøre en del af motivet, undgår jeg at skulle starte på bar bund, når tiden endelig er inde til at gribe kameraet og fotografere.

Og det er faktisk lidt af en landvinding.

Alt for ofte er jeg havnet i den situation, at jeg har haft både tid 0g lyst til at fotografere, men med alle muligheder åbne i forhold til motivvalg, er jeg blevet lammet i beslutningsøjeblikket.

Men så længe vi har appelsiner i køkkenet, er jeg godt kørende! :)

Portrætter og præstationsangst


Illustration: Min kone fotograferet i klædeligt vindueslys

Jeg elsker, når andre formulerer mine synspunkter for mig!

Som nu i bogen 52 Photographic Projects, hvor en Kevin Mason skriver om det at tage portrætter:

“Put it off as long as you can.

Once you can pick the time of day, position, camera, lens, and approach that will make something inert like a phone booth or trash can look interesting, then move on to models.”

Først når lyslægning og kamerateknik ligger helt og aldeles på rygraden, har jeg personligt mod på at tage skridtet videre mod min ambition om en dag at kunne portrættere mennesker, jeg ikke kender indgående.

Og selv da vil jeg være helt grøn ud i kunsten at få et andet menneske til at åbne op og slappe af foran et kamera, lige som posering er et område, jeg slet ikke har studeret endnu.

Så jeg vil fortsat observere lysets fotografiske kvaliteter i det daglige og fortsat undersøge, hvad de forskellige kameraer, optikker og film, jeg har til rådighed, kan berige et portræt med.

Vel vidende, at det er okay ikke at springe i fra 10-meter vippen, før jeg er klar. :)

Det handler om at være tryg


Illustration: Hvilket kamera ville du tage med i ødemarken?

Der synes at være konsensus om, at merprisen for et professionelt kamerahus til dels er en investering i pålidelighed; Kameraet skal fungere, når det virkelig gælder.

Selv som hobbyfotograf ser jeg en vis ræson i ikke at lade bekymringer om kameraets duelighed spænde ben for mine kreative tanker.

For hvem gider stå på en regnvåd Amager Fælled og frygte, at filmen kommer blank tilbage?

David vs. Goliat

I eksemplet ovenfor er det det lille kamera, der fortsat leverer varen. Drejehjulet bag på det store kamera er just stået af, så jeg ikke længere kan kompensere for kameraets bud på en god eksponering.

Det store er min kones kamera og Canons analoge topmodel. Et kamera indkøbt til at være hendes trofaste arbejdshest i mange årtier fremover.

Det lille fik vi smidt i nakken af en gavmild gentleman for 4-5 år siden, og det har overlevet flere ture ud i den barske natur uden at kny.

Pas på midterrabatten!

Kameraer til 500,- er det mest oplagt at erstatte med et lignende eksemplar.

Kameraer i prisklassen 8.000+ er oplagte at reparere, hvis og når budgettet tillader det.

Men en indkøbspris på 2.000 – 4.000 kroner placerer et kamera i samme prisleje som en autoriseret reparation.

Så valget mellem en reparation eller et chancekøb af et andet brugt kamera sætter min hjerne i selvsving disse mørke vinteraftener.

Har du input til dette dilemma er du mere end velkommen til at kommentere. :)

Flickr vs. Facebook

At publicere fotografier via Facebook tvinger mig til at tænke over historien bag de billeder, jeg deler med omverdenen.

Jeg gør mig som altid umage med teknikken, men sætter pris på, at responsen kredser om historien.

Flickr får mig mere eller mindre frivilligt til at fremhæve teknikken bag mine billeder – i tags, EXIF-data og sågar i billedbeskrivelsen fra tid til anden.

Og i min vurdering af andres Flickr-billeder indgår automatisk også en afkodning af de tilgængelige tekniske oplysninger.

Jeg skal ikke underkende den indsigt, Flickr’s meget synlige tekniske oplysninger giver, men efter 4½ år på sitet må jeg også erkende, at jeg som nysgerrig amatør nemt forfalder til at tillægge det alt for stor betydning, hvorvidt et billede er taget med et Mamiya eller et Bronica, på ISO 400 eller 800, på 100mm eller 135mm etc.

Men hvad er du mest nysgerrig efter?

  • Hvad min kone og søn ovenfor har øje på?
  • Om jeg har skudt på 24, 28 eller 35mm?