Posts Tagged ‘frygt’

Frygten for at spille golf

Jeg har længe følt, at jeg nærmede mig en skillevej.

Gennem de sidste fire år har jeg suget flere hyldemeter viden om fotografi til mig, indkøbt et arsenal af kameraer og optikker, opdateret min Flickr-stream og læst utallige diskussioner på nettet.

Nu kan jeg ikke holde til at læse flere diskussioner ala “Best lens for my 50D?”

Jeg styrer uden om fotobøger, der omhandler blænde/lukkertid og glæden ved “kreative filtre”.

Og jeg orker ikke at drømme om endnu et nyt kamerasystem, som det vil tage mig flere år at lære at anvende intuitivt.

Jeg er nået til det stadie, hvor andre hobbyfotografer ifølge fotografen Brooks Jensen sælger deres kamerasamling og begynder at spille golf i stedet.

Men der vil jeg ikke ende. Så nu sætter jeg alle sejl til i håbet om, at denne blog og dens tilhørende små og større fotoprojekter vil kunne kanalisere min energi over i kreativ udfoldelse bag kameraet i stedet for den seneste tids tvivl, frygt og hungren efter det næste kamera.

Min mavefornemmelse er god.

Allerede i går brød jeg et mønster og hoppede af cyklen på vej hjem fra arbejde og gav mig selv de få minutter, det koster at tage et foto. Det var en sejr for mig at kunne affeje den indre småstressede kyniker, der gennem mange måneder har forsøgt at overbevise mig om, at livet er for kort til hurtige snap shots. Og det var en befrielse at tilsidesætte min egen nervøsitet ved at fotografere i det offentlige rum. En kæphest, det også ligger mig meget på sinde at skille mig af med i tiden, der kommer.

Bøtten skal vendes, så output kommer til at fylde mere end input i mit fotografiske virke.

Ellers vanker strafferunden på en golfbane i Gentofte…