Posts Tagged ‘fundet på nettet’

Gud velsigne Auto Color

Jeg troede, alt der hed noget med Auto i Photoshop ville være et no-go, hvis jeg gerne selv ville have kontrol over processen.

Men denne tutorial (fra 2002!) har ovebevist mig om, at Auto Color er en brugbar funktion i Photoshop, der trods sit navn kan give mig den ønskede grad af kontrol på en let og intuitiv måde.

Endelig har jeg dermed et workflow omkring scanning af film, som synes skudsikkert, tidsbesparende og rørende enkelt:

1. Det rå scan i VueScan

Ren datahøst!

Det er nemt at optimere alle tre RGB-kanaler forud for scanningen vha. histogrammet i VueScans preview.

På dette trin kan jeg se helt bort fra, om farver og kontrast er, som jeg ønsker det til sidst.

2. Justering af farver

Her kommer Auto Color i spil. Via den fine kontrol beskrevet i ovenstående tutorial, kan jeg præcist og intuitivt styre:

  • Det dynamiske omfang: Bevaring af højlys og detaljer i skyggeområderne
  • Hvidbalancen/farvetemperaturen: Ved at vælge en grå tone med pipetten får jeg de farver, filmen er født med.

3. Justering af kontrast

Et velkendt Curves-lag giver mig mulighed for præcist at styre forløbet fra mørkt til lyst.

Det er det hele! :)

Havde jeg bare vidst det tilbage i 2002… ;)

Reklamer

Scanning i VueScan


Illustration: New Kodak Portra 400 (mellemformat) scannet i min flatbed scanner.

At scanne film har langt hen ad vejen været præget af for meget gætværk og for lidt konsistens for mit vedkommende.

Men nu har jeg endelig lært at tage styringen, når det handler om:

  • At høste flest mulige data fra negativet under scanningen
  • At korrigere farverne i det rå scan

Jeg bruger følgende:

Mine to heureka-oplevelser:

  • Histogrammet i VueScan, der sikrer optimal datahøst i første hug: Lær hvordan
  • Curves Eyedropper i Photoshop, der definerer sort, gråt og hvidt: Bliv klogere

At se det rå scan komme til live uden farvestik er en stor lettelse efter at have scannet på lykke og fromme i årevis.

Og endelig giver det mig en vished om, at det faktisk gør en forskel, hvilken type film, jeg vælger at sætte i kameraet, frem for at hver emulsions særlige karakteristika udviskes af et lemfældigt workflow.

Rebekkas arbejdsmoral


Illustration I: Alternativet til Photoshop

Der findes et fotografi, jeg drømmer om at eje et eksemplar af, nemlig:

Rebekka Guðleifsdóttirs Once In A Blue Moon.

Det er flere år siden, jeg stødte på billedet første gang, men det er først nu i forbindelse med mit appelsin-projekt, at jeg tager ved lære af Rebekka Guðleifsdóttirs pointe om at få så meget som muligt på plads inden optagelsen i stedet for at henlægge hovedparten af det kreative arbejde til Photoshop.

Blandt gevinsterne ved at arbejde med karton, ståltråd og rettelak i stedet for Photoshop, oplever jeg:

  • En stor glæde ved at bruge mine hænder til andet end at taste og føre en mus
  • En reel tidsbesparelse i forhold til at opnå et lignende resultat via Photoshop
  • Et mere organisk billede end jeg havde fået, hvis jeg havde satset på digital problemløsning
  • En kreativ proces, der lagrer sig som et unikt og mere interessant personligt minde


Illustration II: Resultatet af mine håndværksmæssige anstrengelser

Hey, nyt kamera?!

Inspireret af både min brors seneste blogindlæg og den nyklassiske “Letter to George” på The Online Photographer kommer her et indlæg, der for en sjælden gangs skyld handler specifikt om kameraudstyr.

Hovedpointen i ovenstående artikler er, at vi som fotografer følger et relativt ens indkøbsmønster;

Mange kommer omkring både:

  • Det digitale kompaktkamera
  • Begynderspejlreflekskameraet
  • De langsomme zoom-optikker
  • En makro-optik, der får lov at samle støv
  • Et avanceret “prosumer” spejlreflekskamera
  • Hurtigere og dyrere optikker
  • Et full frame spejlreflekskamera

Bland det hele op med en sideløbende ekskursion ud i filmfotografiets verden, og du har et godt indblik i min personlige tur i møllen.

Personligt er min oprindelige sult efter nyt og uprøvet udstyr efterhånden blevet afløst af en mæt og til tider kvalm fornemmelse.

Men det skal ikke komme på tværs af et trip down Memory Lane… :)

Min vej gennem junglen:

Olympus-E-500

Kamera #1: Olympus E-500 (Købt: Februar 2006)

  • Mit første digitale kamera, købt forud for 5 ugers rundrejse i USA
  • Gav erfaring med brændvidder fra 28 til 300 mm samt makro
  • Ansporede til kreativ kontrol og grundlæggende fotolære
  • Ingen optikker med større blænde end f/2.0
  • Svært at opnå baggrundssløring pga. langsomme zooms og lille sensor
  • En f/4 vidvinkel-zoom kostede over kr. 10.000,-
  • Solgt gennem Den Blå Avis i november 2007

Finepix F30

Kamera #2: Fujilfilm FinePix F-30 (Købt: Juli 2006)

  • Købt for at have et mere diskret og let kamera til rådighed på USA-turen
  • Relativt hæderlig ISO-håndtering
  • Nemt at tage med i det daglige uden at betænke sig
  • Svagt dynamisk omfang og ofte udbrændte højlys
  • Ikke så inspirerende at arbejde med
  • Alting i fokus, med mindre jeg skød makro
  • Solgt til min søster i november 2007 – og det lever endnu! :)

Holga 120N

Kamera #3: Holga 120N (Købt: Juli 2006)

  • Købt i B&H i New York efter at have læst om Holgas lyksaligheder i et fotoblad
  • Første toy camera i samlingen*
  • Afgjort anderledes resultater end fra de digitale kameraer
  • Har ofte skuffet pga. valg af film med for lav ASA
  • Forvirring omkring, hvornår jeg skyder 6×6 cm eller 6×4,5 cm
  • Stilen kan nemt “overdøve” motivet
  • Opmagasineret

* Andre beslægtede – og opmagasinerede – kameraer i min samling: Agfa Clack (6×9 cm), Nishika N9000 (35mm), ZeroImage 2000 (6×6 cm pinhole) og Fujipet (6×6 cm – solgt)

Canon EOS 600

Kamera #4: Canon EOS 600 (Købt: Marts 2007)

  • Købt for at få adgang til vidvinkel via min egen Canon 17-40mm f/4,0L, der kostede under det halve af førnævnte Olympus-vidvinkel
  • Mit første analoge Canon EOS kamera*
  • Fik for alvor mine øjne op for glæden ved at fotografere analogt
  • Kameraet havde olie på lukkerlamellerne, hvilket gav upræcise lukkertider
  • En oplevelse af, at det var besværligt at scanne filmstrimler tilfredsstillende
  • Uhensigtsmæssigt at opbygge både Canon og Olympus-systemer
  • Afgået ved døden efter det kom i hænderne på min den gang 1-årige søn

* Andre analoge Canon EOS-kameraer i samlingen: Canon EOS Kiss.

Canon EOS 5D

Kamera #5: Canon EOS 5D (Købt: August 2007)

  • Købt i fællesskab med min kone, der allerede havde et hæderligt udvalg af Canon EOS optikker
  • Sammen med min 35mm f/1.4L og min 85mm f/1.2L II giver det mig alt, hvad jeg ønsker mig af et digitalt spejlreflekskamera
  • Gav mig endelig fuld kontrol over dybdeskarpheden
  • Stadig en udfordring at finde ro og tage mig god tid bag et digitalt kamera
  • For stort til at blive mit daglige kamera, der kommer med overalt
  • Nyprisen inkl. 24-105mm f/4L var en mærkbar udskrivning
  • Min trofaste arbejdshest, der er dagligt i brug på fjerde år

Canon FTb

Kamera #6: Canon FTb (Købt: Januar 2009)

  • Mit foretrukne manuelle 35mm spejreflekskamera* – jeg lagde ud med et upålideligt Canon AL-1 i marts 2007
  • Billig adgang til “eksotiske” optikker som 20mm f/2.8, 135mm f/2.0 og 200mm f/2.8 (som dog alle er solgt igen)
  • Får mig ned i tempo i forhold til digital spejlrefleks
  • Risikoen for at blive skuffet, når jeg har brugt det som snapshotkamera
  • Den indbyggede lysmåler er ikke så præcis
  • En prisklasse, hvor jeg nemt er blevet fristet til at købe mere, end jeg behøver – også på tværs af kamerasystemer
  • Det kamera, der kommer med overalt; Ikke kostbart, ikke for tungt, men bundsolidt og pålideligt

* Andre manuelle 35mm kameraer i samlingen: Canon AL-1 (lettere defekt, opmagasineret), Canon A-1 (foræret til min kone), Minolta x370s (opmagasineret), Mamiya ZE (solgt), Exa 500 (defekt og kasseret)

Hasselblad 201F

Kamera #7: Hasselblad 201F (Købt: Juni 2009)

  • Får mig helt ned i tempo og belønner mig med potentielt spektakulære fotografier
  • Overlader alle indstillinger til mig som fotograf
  • Skaber en forventningens glæde, de øvrige analoge kameraer ikke kan matche
  • Har i starten givet uforklarlige ikke-eksponerede billeder, men ikke på det seneste
  • Spontanitet er en udfordring at få implementeret i sine billeder
  • Kræver pga. størrelsen en ekstra motivation at tage med i det daglige
  • Mit førstevalg, når jeg er ude med det erklærede formål at fotografere

Leica M6 TTL

Kamera #8: Leica M6TTL .85 (Købt: Februar 2010)

  • Gav en førstehåndsoplevelse med dette sagnomspundne kameramærke
  • Mit eneste sofistikerede 35mm rangefinder-kamera*
  • Fik spændt effektivt ben for min ellers konstante lyst til mere kameraudstyr
  • En mindste fokuseringsafstand på 0,7 meter
  • Stress over at have så kostbart udstyr med mig i det daglige
  • Krævede samme præcision og disciplin som mit Hasselblad, men belønnede mig kun med et 35mm negativ
  • Solgt i juli 2010 gennem Den Blå Avis

* Andre 35mm rangefinder-kameraer i samlingen: FED 5B (opmagasineret), Zorki 5 (defekt og kasseret) og Voigtländer Vitoret (solgt)

Opsummering

I dag finder jeg ro i at have:

  • Canon EOS 5D som digitalkameraet, der skal indfange dagligdagen i forbifarten
  • Canon FTb og Canon EOS Kiss, der skal bruges til temaer gearet til 36 små billeder
  • Hasselblad 201F, der primært skal bruges til temaer, hvor 12 store billeder er passende
  • En håndfuld skæve kameraer, der kun findes frem fra gemmerne ved særlige lejligheder

Men jeg havde nok næppe ladet mig prakke alt dette på, da jeg i 2006 fik øje på et 4/3rds kamera med to kit-zooms til en favorabel pris. ;)

Men er det interessant?

Illustration: Min søn i min lillebrors sko

Min hjerne elsker at få verden serveret på en checkliste. :)

Så da jeg fandt en erfaren billedredaktørs bud på, hvad der gør et billede interessant, måtte jeg straks gemme den til fremtidig inspiration.

John Loengard, som vedkommende hedder, skelner mellem, at et billede er “godt” og at det er “interessant”.

Et befriende skridt væk fra den tekniske side af fotografi, som nettet svømmer over af information omkring.

En hurtig oversættelse af checklisten over, hvad der kan gøre et fotografi interessant:

  • Det kan vise os noget for første gang
  • Det kan være underholdende
  • Det kan fremkalde dybe følelser
  • Det kan være fornøjeligt, spændende eller forunderligt
  • Det kan fungere som bevis for noget
  • Det kan fremkalde minder
  • Det kan rejse spørgsmål
  • Det kan ganske enkelt være smukt
  • Det kan udstråle autoritet
  • Det kan informere
  • Det kan overraske

Eksemplet ovenfor er teknisk ikke i særklasse – øjnene er ude af fokus, og det er en lidt rodet komposition. Men billedet er alligevel interessant, synes jeg;

  • Det er fornøjeligt
  • Det fremkalder minder
  • Det overrasker

Jeg synes, listen er en god hjælp til at få sat flere ord på kvaliteten ved de fotografier – egne eller andres – som ligger højt på éns mentale favoritliste.

Og fremadrettet er det en metode til at gøre sig klart, hvilken kvalitet, der skal sikre, at kommende fotografier hæver sig op over det trivielle.

Læs hele artiklen her: John Loengard – The Role of the Picture Editor

Er du god?

Jeg er faldet over en særdeles velskrevet artikel om, hvad det kræver at blive god til noget.

Det være sig:

  • En god fotograf
  • En god bibliotekar
  • En god gadefejer

Eller blot en person, der er god til at leve livet.

Læs selv: David H. Lyman – The 8 Keys to Success

    Carl Kleiner

    Jeg ser rigtig mange billeder på nettet.

    Af og til er der nogle, der virkelig skiller sig ud – på den gode måde.

    Det gør disse billeder frembragt af svenske Carl Kleiner.