Posts Tagged ‘motiv’

Sker der noget?

En ny overvejelse, der er ved at finde vej ind i min tankestrøm, før jeg tager et billede, er:

Sker der noget i dette billede?

Hvis svaret er nej, spørger jeg mig selv:

Kunne der ske noget i dette billede?

Det lyder banalt, og det kan overraske mig selv, at det har taget årevis, før denne overvejelse for alvor er kommet i spil.

Med mindre der er tale om abstrakte motiver, hvor æstetikken er det bærende i et billede, tror jeg, at det som beskuer er nemmere at synes om billeder,  der illustrerer en hvilken som helst handling frem for et statisk billede uden handling, som eksempelvis dette:

Kan man ligefrem være firkantet og påstå, at der er en proportionel sammenhæng mellem mængden af tanker, beskueren gør sig og tilfredsstillelsen ved den oplevelse, billedet giver?

I dette eksempel kunne beskueren om det nederste billede tænke:

  • Uhm, kokostoppe…!
Om det øverste billede, kunne beskueren tænke:
  • Uhm, kokostoppe…!
  • Hov, der er en hånd, der snupper én.

Noget siger mig, at dette ekstra lag, altså handlingen, fængsler blikket et splitsekund længere og dermed giver beskueren en rigere oplevelse.

Når jeg gennemser mine billeder gennem årene, er der mange, der vil have nydt godt af et handlings-element, så også derfor vil jeg have det med i mine overvejelser fremover. :)

Vinter på kirkegården

Dato:

30. november 2010

Formål med øvelsen

At forholde mig til en både geografisk og tidsmæssig afgrænsning;

Hele rullen er taget på Grundtvigskirkegården i løbet af to timer.

Men formålet var også at slappe af og samle tankerne forud for en vigtig jobsamtale.

Valg af udstyr

Kamera: Hasselblad 201F + Carl Zeiss Planar 80mm F/2.8

Film: Fuji Provia 100F

Dagens klare og lidt blege vinterlys fik mig til at vælge en farvediasfilm, og 12 billeder virkede mere realistisk at komme igennem på to timer end 36.

Nok en gang havde jeg oplevelsen af, hvor fleksibel 80mm-optikken er i brug, både til nærbilleder og de åbne vidder.

Jeg var af sted uden stativ, så jeg var henvist til blænde 2,8 – 4,5 pga. den finkornede ASA 100-film.

Lært undervejs

Det krævede lidt selvjustits ikke bare at brænde alle billederne af på genstande med en nuttet lille tophat af sne på; Stolper, buske, træer og gravsten etc.

I stedet blev målet at få skabt en vis variation i motiverne, dog med hovedvægten lagt på nærbilleder frem for de store scene-sættende billeder. Dertil er kirkegården en tand for kaotisk indrettet, synes jeg.

Det er bedre at lægge filmstrimlerne i pres i en tyk bog i dagevis, end at tabe de genstridige strimler på det støvede gulv, når de ikke vil finde sig til rette i scannerens filmholder… :(

Jeg tror snart tiden er inde til at arbejde meget bevidst med farver. Efter at have set denne rulle slår det mig, hvor meget jeg stadig lægger vægt på motivet og dets linier og teksturer, men glemmer at vurdere, om farverne bidrager med noget interessant til billedet.

Og så er diasfilm og ufiltreret solskin tilsyneladende bare ikke den bedste cocktail. Kontrasten bliver for hård, og resultatet sine steder for uflatterende.

Vinter på kirkegården II

Idéen med at lade sig begrænse geografisk er fin. At have en tidsmæssig begrænsning er også okay, men det går samtidig lidt imod min overordnede filosofi om at holde stress og fotografi adskilt.

For beskueren er det underordnet, hvorvidt jeg har brugt to timer, to dage eller to måneder på at få billederne i hus. Så hvis to timer giver anledning til sjusk, så ser jeg det som et klart minus.

Hvis vinteren byder på muligheden for nok en tur på kirkegården, bør valget stå mellem at sætte sort/hvid film i kameraet eller gå direkte efter motiver, hvor farverne spiller op mod hinanden, for at slippe for den hverken-eller oplevelse, en del af disse billeder efterlader hos mig.

Slumstormer for en dag

Dato:
10. oktober 2010

Formål med øvelsen
Det var tilfældet, der afgjorde, at min ven Jesper og jeg havnede i nærheden af en nedlagt erhvervsbygning på Amager.

Efter at have banet os vej ind i den faldefærdige 4-etagers bygning stod det klart, at dagens rulle film ville komme til at handle om urbant forfald.

Omgivet af graffiti, efterladte øl- og spraydåser og i en atmosfære, der gav associationer til computerspillet Doom, var der rigeligt med potentielle motiver at vælge imellem.

Valg af udstyr
Kamera og objektiv: Hasselblad 201F + Carl Zeiss Planar 110mm F/2.0

Film:  Kodak Ektar 100

Denne gang føltes det til tider som en frustrerende begrænsning kun at have en moderat teleoptik med.

Jeg savnede enten at kunne skabe et større rum omkring de elementer, jeg ønskede at fotografere, eller at have en decideret makro-optik med.

På den måde ville jeg kunne komme uden om den fornemmelse af at blive holdt tre skridt fra livet, som min 110mm-optik har en tendens til at efterlade i billedet.

Valget af en finkornet negativfilm var et snusfornuftigt valg. Diasfilm havde sikkert også kunnet klare lysets begrænsede kontrast med endnu mere levende farver til følge.

Mit stativ blev brugt til alle billeder, for oftest var det nødvendigt at eksponere i et helt sekund, selv ved relativt åbne blænder.

Lært undervejs

Det lønner sig at komme væk fra alfarvej.

Der er grænser for min nysgerrighed; Hvad der gemmer sig for enden af trappen på billede #6 fik lov at stå hen i det uvisse. :)

I småstressende situationer som denne, har jeg en tendens til at fotografere ting fra den første den bedste vinkel, og ikke prøve en række alternative placeringer af kameraet, før jeg tager billedet.

Moderat vidvinkel er at foretrække frem for moderat tele, når jeg ikke på forhånd kender dagens tema.

Det er nemt at blive overvældet af al den fravestrålende graffiti, og dermed en udfordring at skabe billeder, der ikke blot er en registrering af andres kunstneriske udfoldelse.

Næste slumstormeraktion

Næste gang, jeg havner i lignende omgivelser vil jeg overveje at finde et snævrere tema midt i alt det urbane forfald for at få billeder, der er endnu tættere knyttet sammen.

Jeg vil også give mig tid til at overveje alternativerne til den oplagte komposition.

Og så vil jeg håbe, jeg har pakket et mere fleksibelt objektiv.

Bonus feature:
Se Jespers fotografier fra turen her

En dukke på eventyr

Dato:

29. september – 9. oktober 2010

Formål med øvelsen

At få øjnene op for motiver, der kunne danne rammen om små fortællinger med min søns klovnedukke som hovedperson.

At afprøve om denne slags billeder ville kunne danne grundlag for en sammenhængende historie, der med supplerende tekst ville kunne blive til en lille bog til min søn.

At øve mig i at være ligeglad med, hvad folk tænker om mænd, der ligger og fedter rundt med en klovnedukke midt i Frederiksberg Have. ;)

Valg af udstyr

Kamera og objektiv: Hasselblad 201F + Carl Zeiss Distagon 50mm f/2.8

Film: Kodak Tri-X 400

Tolv billeder syntes passende til et pilotprojekt som dette.

Min vidvinkel til Hasselbladet fokuserer ganske tæt på, hvilket gjorde det muligt selv at holde dukken og betjene kameraet samtidig.

Endvidere giver den et perspektiv, der med en klar forgrund, mellemgrund og baggrund kan understøtte den historiefortælling, de mest vellykkede billeder på rullen lægger op til.

Filmen er en klassisk sort/hvid-film, der tillader en vis fejlmargin i eksponeringen, hvilket var et held, da jeg glemte min lysmåler på første ekskursion og måtte gætte mig frem til en hæderlig eksponering. Jeg fravalgte farverne for at fokusere mit eget og beskuerens blik på den handling, der er i de enkelte fotografier.

Lært undervejs

Det er sjovt at holde udkig efter små scenarier, der kan fungere som rammer for dukkens eventyr. Det hjalp at lægge mig fast på historien i næste billede for bedre at kunne vurdere omgivelsernes potentiale – f.eks. at klovnen skulle springe fra ét sted til et andet.

En assistent ville være en kærkommen gave! At holde klovnen i fokus med den ene hånd, mens den anden betjener kameraet på stativet/jorden, er en stor udfordring, og jeg er ikke overrasket over, hvor få af billederne, der reelt er skarpe, hvor de burde være.

Optikken var det rette valg, men jeg kunne med fordel have holdt bedre øje med baggrunden i de billeder, hvor en voldsom bokeh distraherer en del.

Hvis forbipasserende har undret sig over mit forehavende, har det ikke været nok til at fremprovokere mistroiske kommentarer, hvilket er en lettelse.

En dukke på eventyr II

For at opnå en større dybdeskarphed og dermed optimere chancerne for at dukken er i fokus, kunne jeg skifte til en hurtigere film eller til et 35mm kamera.

Jeg ville også vove mig ud i farvefilm, fordi klovnens farver er en del af dens charme.

Og jeg ville gøre et større nummer ud af, at klovnen skulle udføre en aktivitet, der ikke bare er at ligge eller sidde passivt, som det er tilfældet på en del af billederne på denne første rulle.

Jeg ville nok også researche på tilsvarende dukker med “usynlige” nylonsnore, da bomuldssnorene på den aktuelle dukke distraherer mere end de burde.

Ude godt, hjemme bedst?

Offentlig: HC Andersen bader i turisternes blitzlys fra morgen til aften.

Privat: Min kone og søn putter i sengen, inden dagen begynder for alvor.

Den helt store forskel mellem disse to billeder er for mig at se, at alle og enhver har adgang til at fotografere statuen ved Rådhuspladsen, mens jeg er den eneste i verden, der har adgang til at fotografere lige netop disse to mennesker i en kærlig omfavnelse tidligt om morgenen.

Jeg oplever det private som en fotografisk kvalitet i sig selv. Det kan give indblik i situationer, jeg som beskuer ikke selv har adgang til og det stimulerer samtidig min grundlæggende nysgerrighed i forhold til andre mennesker og deres måde at leve livet på.

Nan Goldin er en af de fotografer, jeg kender til, der har særlig flair for at fotografere i andre menneskers intimsfære. Det er netop hendes adgang til de ellers private sfærer, der gør, at jeg kan huske talrige af hendes fotografier.

Det offentlige rum er omvendt kendt af alle, og jeg tror, at jeg som fotograf må gøre en særlig dyd ud af at finde detaljer, sammenhænge og øjeblikke, som ellers risikerer at blive overset, hvis mine fotografier skal pirre nysgerrigheden og fastholde blikket hos andre.

At et fotografi er taget offentligt er med andre ord ikke en tungtvejende kvalitet i sig selv, som øverste fotografi forhåbentlig illustrerer.

Gad vide, om ikke det er derfor, mine feriebilleder af og til har skuffet mig? Fordi jeg har været væk fra min private lille verden og i stedet har færdedes i det offentlige rum døgnet rundt uden at være bevidst om at være frarøvet det private som fotografisk kvalitet.

På min forestående rejse til Finland senere på måneden, må jeg huske på at lade noget andet end det private være den bærende kvalitet ved mine fotografier.