Sjældent for mit vedkommende…
Jeg ønsker ikke at være en fisk, der er fanget i nettet.
Jeg ønsker at ændre mine computervaner, så jeg i langt højere grad føler, at jeg selv er herre over, hvad tiden foran skærmen går med.
Det handler for mig om at eliminere det utal af potentielle overspringshandlinger, min daglige færd på nettet hidtil har rummet.
I praksis har jeg med omgående virkning:
- Blokeret min adgang til Flickr, Facebook og Last.fm i tidsrummet 00:00 – 20:00 hver dag via Chrome Nanny
- Reduceret antallet af RSS-feeds på min iGoogle med mindst 70%
- Renset min “Ny fane”-side for links til hyppigst og senest besøgte sider
- Ryddet halvdelen af min bogmærkelinje og valgt at skjule denne som default
Giv mig benovelsen tilbage
Jeg drømmer om mentalt at bombe mig selv tilbage til 1997, hvor mulighederne i den fagre nye internetverden skabte en benovelse og en taknemmelighed hos mig over at kunne tilegne mig information om mine særlige interesser.
Den følelse, der sidenhen er blevet erstattet af en fornemmelse af at være propmæt, udmattet og fanget i et næsten robotagtigt handlingsmønster – en tilstand, der kolliderer frontalt med den frisættelse af de kreative kræfter, nettet i bedste fald også kan være med til at understøtte.
Frygten for at spilde tiden
Jeg satte mig ved computeren her til aften primært for at skrive dette indlæg.
Vanen tro var jeg lige på den sædvanlige rundtur først – klokken havde jo passeret 20:00… ;)
På Facebook lå der et link til en artikel med budskabet om, at livet kan slutte, før man venter det.
Og det er jo dybest set bevidstheden om dette uglesete faktum, der får syndfloden af kameranyheder, mængden af trivialiteter på Facebook og min evige undskyldning om at høste inspiration på Flickr til at fremstå temmelig ufyldestgørende, hvis livet skulle tage en drastisk drejning, når jeg mindst venter det.
Afliv kæphestene 